Da femte afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship blev kørt på FDM Jyllandsringen, talte feltet en debutant. Det var Hobro-køreren Jacob Mathiassen, der havde taget et afbræk fra sit program i den britiske GT-serie for at køre mod Danmarks bedste på hjemmebane.

De to kvalifikationsheat udløste henholdsvis en ellevte- og en syvendeplads, men finalen fik ikke den bedste start. Et sidsteøjebliksskifte fra regnvejrsdæk til slicks gjorde, at han måtte starte fra pitten, og i selve finalen ramte han en konkurrent og fik beskadiget fronten.

”Det var et superærgerligt finaleheat, men helt sikkert en lærerig weekend, hvor jeg fik prøvet kræfter med den mest prestigefyldte serie i Danmark,” siger Jacob Mathiassen.

”DM-finalen køres om en måned, og jeg skal nok finde den fornødne fart i bilen.”

Foto: Henning Smed.