Indrømmet. Det er en billedmanipulation, du sidder og kikker på lige nu, men når årets sæson i MASCOT Danish Thundersport Championship bliver skudt i gang på FDM Jyllandsringen i slutningen af april, kommer du til at se ikke bare én, men hele to biler i de farver, som i de seneste har været synonym med Casper Elgaard, Risskov, i klassen.

”STARK har valgt at være hovedsponsor på begge vores biler i DTC, og vi kommer i år til ene og alene at køre under navnet STARK Racing,” fortæller Casper Elgaard, sportsdirektør hos Massive Motorsport, der er operatør på de to biler.

Den ene bil skal køres af den regerende mester, Kasper H. Jensen, Hinnerup, mens der endnu ikke er sat navn på chaufføren i den anden bil.