Christian Sørensen er en af årets debutanter i MASCOT Danish Thundersport Championship, hvor han skal køre for STARK Racing, der drives af Massive Motorsport. Igennem 00’erne og 10’erne var han en af Danmarks mest succesfulde kartingkørere, men for et par år siden havde han faktisk sat karrieren på standby.

”Jeg kørte gokart indtil 2014. Det blev til 12 år i karting, og jeg havde egentlig lagt sporten på hylden, men så startede jeg lidt for sjovt igen,” fortæller DTC-debutanten, der har rødder i Varde, men som nu læser HA på Aarhus Universitet.

”Sidste år blev jeg tilbudt en plads FDM Sport-klassen, og der fandt jeg ud af, at det ikke var så svært at køre en racervogn med gear.”

Det var nemlig ikke i gearklasserne, at den kommende opnåede sine kartingsuccesser. Det var i klasserne uden gear.

”I 2010 blev jeg tysk mester i KF Junior,” siger Christian Sørensen. ”Året efter blev jeg nummer to i World Cuppen i KF2, der dengang var den næststørste klasse, og i 2013 blev jeg nummer tre i Europamesterskabet i KF-klassen karting, hvor det var den senere F1-kører Max Verstappen, som vandt.”

Christian Sørensen får sin debut i DTC-serien den 23. april, hvor den første af årets syv mesterskabsafdelinger finder sted på FDM Jyllandsringen. Forud for sin debut får han tre testdage, men han har dog prøvet kræfter med den type bil, han skal køre.

”Jeg har haft en test i en DTC-bil før, og Massive Motorsport mener også, at jeg mere eller mindre har boet i deres simulator, og selv om den er stykke fra virkeligheden, så føler jeg, at det er et godt stykke værktøj i mine forberedelser,” siger Christian Sørensen.

”Det bliver en kæmpeoplevelse, men også en stor udfordring at køre DTC. Det er noget helt andet end det, jeg har prøvet før, selv om jeg har været ude at smugtræne. Det bliver helt fantastisk at komme i team Kasper H. Jensen, for han ved som DTC-mester, hvordan man får sådan en bil rundt på banen. Jeg håber, at jeg på den måde kan kappe noget af indlæringskurven.”

Foto: KSP.