Den tidligere mester Dennis Lind er i år vendt tilbage til MASCOT Danish Thundersport Championship, hvor han kører for LM Racing. Første løbsweekend måtte han dog grundet et datosammenfald sidde over, men da Classic Race Aarhus i weekenden blev kørt i den østjyske bys gader, var det ham, som endte med at kunne løfte det største trofæ op over hovedet.

Dennis Lind havde kun kvalificeret sig til en startposition som nummer fire i finalen, hvor Michael Markussen – vinder af det andet kvalifikationsheat – startede på pole position, mens Christian Sørensen og Mikkel C. Johansen havde startpladserne to og tre. Mens Michael Markussen kunne runde første sving som første mand, lykkedes det hurtigt Dennis Lind at gå forbi Christian Sørensen, hvorefter han pressede Mikkel C. Johansen. Ved afslutningen af Carl Nielsens Vej dykkede han indenom Mikkel C. Johansen, men da duoen skulle dreje til højre ind på Strandvejen, skar Mikkel C. Johansen ind med det resultat, at han ramte Dennis Lind, så han blev skubbet rundt.

Mens Dennis Lind kunne fortsætte på andenpladsen, blev Mikkel C. Johansen påkørt af nogle af de efterfølgende kørere, og da Christian Sørensen og Jan Magnussen også kolliderede, blev der indsat safety car. Da løbet atter blev givet fri, kunne Dennis Lind overhale Michael Markussen og tage sejren i finalen, hvor Kasper H. Jensen tog tredjepladsen efter en weekend, hvor han var udgået af første kvalifikationsheat efter en berøring af en af betonmurene.

Resultatet af Classic Race Aarhus er dog med forbehold, da Mikkel C. Johansen har nedlagt protest mod Dennis Lind – en protest, som forventes færdigbehandlet mandag.

Fotos: Henning Smed.