Efter at have domineret Yokohama Super Cuppen i de to seneste sæsoner har Kim Lund foretaget et markant skifte til denne sæson. Sammen med sit Madbull Racing er han rykket til MASCOT Danish Thundersport Championship, men det blev en debut med flere tekniske problemer for Voel-køreren.

Under træningen lækkede bagtøjet, og i det første kvalifikationsheat knækkede et ophæng i bagtøjet, så det primært gjaldt om at fuldføre fremfor at kæmpe.

”Det er altid ærgerligt med mekaniske nedbrud – i dette tilfælde var det en svejsning som knækkede, men mekanikerne fik bilen tilbage på rette spor – og derfra var det jo bare fremad da starten gik til heat 2,” siger Kim Lund, som dog her blev ramt og endte i den bageste halvdel af feltet. I finalen måtte han indkassere en stop-and-go-straf for en overhaling i gul flagzone og sluttede på 17. pladsen

”Weekenden var præget af store mekaniske udfordringer, men det har været nogle fede løb med gode kampe – og det er jo det som vi som komplet nystartere lærer  rigtigt godt af,” siger Kim Lund. ”Når det så er sagt, så er jeg lettet over at se både Christer Gislerud og Lasse Sørensen selv kunne komme ud af bilerne.”

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen.