Der var erklæret wet race, da bilerne i MASCOT Danish Thundersport Championship blev sendt ud på FDM Jyllandsringens våde asfalt til det første kvalifikationsheat, og det blev i høj grad teamenes valg af dæktryk, der blev afgørende for udfaldet.

Jan Magnussen kom bedst afsted fra pole position, men allerede i tredje sving blev han overhalet af Kasper H. Jensen, som begyndte at trække fra ham. Men ved starten af fjerde omgang begyndte den regerende mester at køle dæk i de tilbageværende vandpytter, indtil løbet blev neutraliseret af en safety car, da Andreas Nesset var kørt af banen.

Ved restarten førte Kasper H. Jensen, fik et hul, men det forsvandt hurtigt igen, og det stod klart, at hans dæktryk ikke var perfekt til forholdene. På den tiende af de 14. omgange blev han passeret af først Jan Magnussen, så Lasse Sørensen og Michelle Gatting. Men kampen var ikke slut endnu. Lasse Sørensens mekanikere havde valgt det perfekte dæktryk til den blå Camaro, og på næstsidste omgang kunne han køre inden om Jan Magnussen i hesteskoen og tage en ny sejr.

UPDATE

En time efter løbet blev resultatet ændret, da såvel Lasse Sørensen som Kris Nissen blev idømt tre strafsekunder for påkørsel af deltager. Lasse Sørensen fik straffen for at have haft kontakt med Jan Magnussen i forbindelse med overhalingen af ham, mens Kris Nissen ramte Frederik Schandorff, der igen ramte Mikkel C. Johansen, så denne spandt af.

Foto: Henning Smed.