Det er i deres Chevrolet Camaroer fra AutoMester DTC, vi kender Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard, begge Hinnerup. De biler vil de også være at finde i til næste år, men de har en plan om at kombinere løbsprogrammet i dansk bilsports superliga med et internationalt program.

 

”Vi vil begge to gerne deltage i 24-timers løbet på Le Mans – og helst vil vi dele den samme bil,” siger Nicholai Eberhard i en pressemeddelelse forud for den test, som han og Martin V. Jensen skal have i en LMP3-racer foranlediget af det danske team, KEO Racing.

2015-DTC-HM-Racing-02

De to DTC-kørere, Nicholai Eberhard og Martin V. Jensen, skal torsdag teste en Ligier JS3 mage til denne i Spanien (foto: HM Racing).

”Nicholai og jeg skal torsdag teste på Catalunya-banen ved Barcelona, og vi glæder os til at prøve LMP3-raceren,” siger Martin V. Jensen. ”Det bliver meget spændende at prøve en LMP3-racer, for selv om den har nogle færre hestekræfter end vores DTC-racere – den har godt 420 hk – så vejer den blot 900 kilo.”

 

”Vi er naturligvis fortsat med i næste års DTC-serie, men vi har en målsætning om at supplere med deltagelsen med en fuld sæson i European Le Mans Series, og her bliver det spændende at prøve en LMP3-racer, så vi kan få nogle input og indtryk, som kan indgå i vores overvejelser om at skabe et ekstra program.”

 

”Jeg glæder mig vildt til at teste LMP3-raceren i Spanien,” tilføjer Nicholai Eberhard. ”Det bliver sjovt at køre på Formel 1-banen, men også spændende at prøve en prototype.”