Der vil med garanti blive nogle banerekorder, som falder til næste år i MASCOT Danish Thundersport Championship. I hvert fald hvis de enkelte racerbaner kan slippe for de regnvejrsweekender, som prægede sidste sæson, for en del af grundlaget for bedre omgangstider er i hvert fald på plads.

På dæksiden tager MASCOT DTC-serien i 2017 et stort spring fra 17 til 18 tommer dæk og tilsvarende bredere og større fælge. Hvor dækkene fra den japanske producent Yokohama før har været 260 mm brede, vil man i 2017 se bilerne på voldsomme 280 mm brede slicks. Skiftet sker efter ønske fra kørere og teams og følger naturligt den tekniske optimering, DTC-bilerne har været igennem de senere år. I det våde element bliver man på de kendte 17 tommer regndæk. Den japanske dækproducent har siden efteråret arbejdet på højtryk for at få de nye dæk klar til endnu en spændende DTC-sæson.

De kommende Yokohama-dæk får i kraft af deres ekstra bredde en større trædeflade, og det giver større traktion, bedre acceleration og højere svinghastigheder.

Når DTC-organisationen i de seneste år har justeret på det tekniske reglement, har der været skyldig skelen til økonomien hos de deltagende teams, så disse ikke får unødige ekstraomkostninger. Det gælder også nu, hvor man skifter fra 17 til 18 tommer dæk og fælge.

”Vi vælger samtidigt at indføre enhedsfælge til slicksdækkene, altså den samme fælg, som alle skal anvende på deres biler,” siger Peter Elgaard fra DTC-organisationen. ”På den måde undgår vi nu, at teams føler sig fristet til at bruge ekstra penge på at købe letvægtsfælge for at spare vægt.”