Halvanden uge før årets største løb på FDM Jyllandsringen har arrangøren FDM DTC Motorsport set sig nødsaget til at lukke for tilmeldingen af deltagere.

”Vi er kommet i den meget positive situation, at interessen for at deltage ved GP Danmark er så stor, at alle vores tre asfalterede depoter nu er fyldt helt op,” siger Jesper Nielsen fra FDM DTC Motorsport.

”Vi har derfor lukket for tilmeldingen til løbet. Hvis man ikke allerede er tilmeldt og gerne vil deltage, er den eneste mulighed, at man kan have sin racerbil og udstyr stående i teltet hos en deltager, som allerede er tilmeldt. Her er det så nødvendigt, at man kontakter os telefonisk.”